Afskaf lokalelejen for idrætsforeningerne

Det er nok en overdrivelse at kalde hallejen for en skat på frivilligt arbejde. Men det er en kendsgerning, at mange trænere og ledere bruger meget af deres tid på at skaffe penge til lokalelejen. De frivillige bruger meget af deres tid på at arrangere loppemarkeder, at jagte sponsorer, at lave indtægtsgivende arrangementer, at få deres medlemmer til at sælge lodsedler og så videre.
Men trænerne og lederne burde jo ikke bruge deres energi på at skaffe penge til hallejen. De burde i stedet bruge tiden på at drive og udvikle foreningerne.

Manglende tid er den primære begrundelse blandt de 60 procent af befolkningen, som ikke arbejder frivilligt, når de bliver spurgt om, hvorfor de ikke udfører en frivillig indsats. Det viser den nye frivillighedsundersøgelse, som Rambøll har lavet for Børne- og Socialministeriet. Det er også manglende tid, der bliver angivet som den primære årsag for de personer, som overvejer at stoppe med at være frivillige.
Undersøgelsen slår også fast, at motivet for at blive frivillig først og fremmest bunder i interesse for selve foreningens virkeområde, fx den idrætsgren som er foreningens formål.
Derfor kan det ikke undre, at det nogle gange kan være svært at rekruttere nye frivillige, hvis de skal bruge meget af tiden på noget, som egentlig ikke angår foreningens formål og virkeområde.

Men hallejen udgør ikke kun en barriere for at rekruttere og fastholde de frivillige. Lokalelejen er også udtryk for forskelsbehandling. I Assens Kommune skal idrætsforeninger, der træner indendørs, typisk betale 50 kroner pr. time. Men foreninger, der for eksempel benytter kommunens udendørs boldbaner, slipper for at betale.
Hvis vi gør hallejen gratis, vil det skabe større ligestilling mellem idrætsforeningerne.

Det vil koste omkring halvanden millioner kroner at gøre foreningernes brug af hallerne gratis. Det er et lille beløb i kommunens samlede budget. Men det ville betyde meget for foreningerne, som måske ligefrem ville kunne sætte kontingentet lidt ned, så de kan få nogle flere idrætsudøvere med.

Hvis der bliver givet fri adgang til hallerne, kan kræfterne i højere grad bruges på det, som er foreningernes formål: At få flest muligt til at dyrke idræt.

Rent vand – ja tak!

Der er fundet rester af ukrudtsmidler på to vandværker i Assens Kommune!
Grundvandet er blevet forurenet af nedbrydningsproduktet desphenyl-chloridazon, som stammer fra den produktion af roer, der foregik for flere årtier siden.

Assens Forsyning har foreløbig lukket de mest forurenede boringer. På Mariendal Vandværk (som leverer halvdelen af det vand, der bruges i Assens) er det fx kun Dybdal-boringen, der fortsat bruges. I denne boring har man nemlig ikke fundet rester af desphenyl-chloridazon.
På Kildebakken Vandværk har man lukket Engmose-boringen, da den overskrider den tilladte grænseværdi på 0,1 mikrogram pr. liter (µg/l). Denne boring ligger nemlig på 0,26 µg/l. Derimod hentes der på Kildebakken Vandværk stadig drikkevand fra indvindingsfelter, hvor vandet indeholder giftrester.
Men er det godt nok? Er det i orden, at der leveres forurenet drikkevand, når det blot leveres i et forhold, hvor det stadig lever op til den tilladte grænseværdi?
Burde vores drikkevand ikke være helt fri for sprøjtegifte?
Der bør staks trækkes nye ledninger til Assens (fra fx Ebberup-området), så borgerne kan være sikre på at få helt rent drikkevand!

Giften stammer fra ukrudtsmidlet Pyramin, som har været forbudt i mere end 20 år. Dette forhold understreger, at det er vigtigt at tænke langsigtet, når det gælder drikkevandsforsyning.
Kommunen er så småt begyndt at tænke langsigtet. På baggrund af forslag fra SF har kommunen planlagt at rejse en 60 hektar stor skov nordøst for Assens by. Formålet er at sikre rent grundvand i netop indvindingsoplandet til Mariendal Vandværk.
Men SF vil arbejde målrettet for, at der gennemføres lignende skovrejsningsprojekter, så vi får fjernet forureningstruslerne mod grundvandet i resten af kommunens indvindingsområder.
Når vi forhåbentlig får opbakning til at gennemføre disse projekter, skal vi være opmærksomme på, at der skal udarbejdes konkrete forvaltningsplaner, som kan imødegå de problemer, der kan være forbundet med skovrejsning. Nogle steder kan skovdrift medføre en forsuring af jorden, der kan mobilisere skadelige metaller som for eksempel cadmium. Men disse forsuringsproblemer kan der allerede tages højde for i anlægsfasen. (Forvaltningsplanerne skal ligeledes begrænse fremvæksten af ørnebregner, som kan indeholde giftige stoffer).
Hvis nogle af de boringsnære beskyttelsesområder vurderes at være uegnede til skovrejsning, kan man alternativt udlægge zonerne til afgræsningsområde.

Men uanset om man etablerer beskyttelsesområder i form af skov eller lysåben natur, opnår vi den positive sidegevinst, at vi få skabt flere gode friluftsmæssige muligheder for borgerne. Og det er jo ikke så ringe endda.

Naturen – det billige skidt?

Der var så dejligt ude på landet; det var sommer, de bølgende kornmarker stod gule og flotte. Det hele så ganske kønt ud.
Men hov! Det var mange år siden, at nogen havde set en stork, der gik rundt på sine lange, røde ben og snakkede ægyptisk. Der var nemlig ikke længere særlig mange eng- og vådområder.
Der var heller ikke så mange insekter som tidligere. Og hvor var lærkerne og viberne blevet af?

De kæmpestore korn- og rapsmarker er selvfølgelig smukke. Men hvis man ser bort fra korn- og rapsplanterne, er markerne næsten lige så golde som en ørken.
Nogle landmænd forsøger at modvirke de værste bivirkninger ved den ensformige monokultur. De etablerer for eksempel lærke- og vibepletter i form af udyrkede felter i det intensivt dyrkede agerland.
Men sådanne private initiativer er næppe tilstrækkelige til at øge naturkvaliteten i det åbne land. Hvis vi skal standse tilbagegangen i biodiversiteten, bør vi lave en overordnet naturplan for kommunen.

Et vigtigt element i naturplanen må være, at kommunen i samarbejde med landmændene får igangsat arbejdet med at etablere ”grønne korridorer”, der knytter kommunens naturområder sammen, så vilde planter og dyr får bedre mulighed for at sprede sig.
De grønne korridorer kunne med fordel forsynes med stiforbindelser, så kommunens borgere fik flere rekreative muligheder.

Borgerdrevne forslag i byrådssalen

Borgerne skal vel ikke kun tages med på råd, når der er valg hvert fjerde år? 
Vi skal turde at gå nye veje i udviklingen af det aktive medborgerskab.

Efter at seks kommuner blev slået sammen til den nye, store Assens Kommune, er de enkelte borgere desværre kommet længere væk fra den politiske beslutningsproces. Nogle lokalområder er ikke længere repræsenteret i byrådet.
Man har forsøgt at råde bod på dette problem ved at etablere lokalråd, ungdomsråd og medborgerråd. Men man kan også øge borgerinddragelsen på andre måder.
Derfor vil SF i den nærmeste fremtid fremsætte et forslag, som skal give borgerne bedre mulighed for reel medindflydelse på den politiske beslutningsproces.

Ideen med borgerdrevne forslag er at borgerne skal kunne pege på, hvor der er problemer og komme med konkrete løsningsforslag på dem. Borgerne skal ganske enkelt gives initiativret i forhold til at rejse forslag i kommunalbestyrelsen. Borgerne skal have mulighed for at rejse emner, som måske ikke lige har de repræsenterede partiers bevågenhed.

Vi forestiller os, at man skal kunne få byrådet til at behandle et forslag, hvis man har indsamlet lige så mange underskrifter, som et gennemsnitligt byrådsmandat ”koster” i form af stemmer. Ved sidste valg krævede en byrådsplads omkring 840 stemmer. Underskrifterne kan for eksempel indsamles elektronisk på kommunen hjemmeside.

Hvis de øvrige partier er med på ideen, kan ordningen med borgerdrevne forslag træde i kraft samtidig med, at det nye byråd begynder sit virke i januar 2018.

Flere midler til et decentralt skolevæsen

Hvis Assens Kommune på længere sigt skal kunne tiltrække tilflyttere, er det nok en god idé at gøre det modsatte af, hvad man gør i alle de andre kommuner.
Den overordnede kommunale planlægning bør sigte på at gøre flest mulige lokalområder så attraktive, at nye tilflyttere får lyst til at bosætte sig – og dermed bidrage til at forbedre skattegrundlaget for hele kommunen. Derfor skal vi dæmme op for den fremherskende centraliseringsbølge.

De lokale skoler skal ikke afvikles – men udvikles. Derfor stemte SF imod den uigennemtænkte hovsa-beslutning om at lukke to skoler og en overbygning. Når skolerne modtager samme beløb pr. barn, kan der ikke spares penge ved at flytte rundt på eleverne. Og SF’s udgangspunkt er stadig, der ikke skal lukkes flere skoler i den kommende valgperiode.

Men den borgerlige regerings nedskæringspolitik over for kommunerne (som bl.a. støttes af det lokale folketingsmedlem Jens Henrik Thulesen Dahl) har nu betydet, at Assens Kommunes skolevæsen er blevet det billigste på Fyn. Det er selvfølgelig ikke noget, vi kan være stolte af. Kvalitet koster jo penge.
Derfor vil SF arbejde for at finde flere midler til skolevæsnet. I første omgang skal de seneste besparelser modificeres ved, at vi hæver beløbet pr. elev med minimum 1200 kr. pr. elev fra januar 2018. Skolerne skal tilføres yderligere midler i årene fremover. Og det vil SF arbejde benhårdt for i de kommende års budgetforhandlinger.
Men hvis vi skal have held med disse bestræbelser, kræver det nok en styrkelse af SF ved det kommende valg.

Hvad sagde lukke-partierne før valget?

I forbindelse med vedtagelsen af budgettet for 2017 besluttede Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Enhedslisten at lukke skolerne i Skallebølle og Dreslette samt at flytte overbygningen fra Tommerup Skole til Tallerup Skole.

Men hvad sagde de tre partier under sidste valgkamp?

Dansk Folkeparti gik til valg på at bekæmpe skolelukninger. Den 2. november 2013 udtalte Jens Henrik Thulesen Dahl til Fyens Stiftstidende: ”Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at bevare landsbyskolerne”.
Dette løfte var en gentagelse af indholdet i et læserbrev, som han havde skrevet sammen med partifællerne Hans Bjerregaard og Betina Signe Stick. Den 17. oktober 2013 skrev de: ”DF's forslag handler om muligheden for at etablere nye skoler, hvis der er et lokalt ønske og behov for det. Det handler om, at vi ikke vil acceptere lukning af skoler i Assens Kommune. Det handler om, at vi ønsker at kunne bevare de nuværende skoler til 6. klasse. Det handler om, at vi ønsker at skabe udvikling i stedet for afvikling på skoleområdet.” De afsluttede læserbrevet således: ”DF ønsker at sikre de små skolers eksistens i den debat, også selv om det kommer til at koste ekstra penge.”
DF ville altså både bevare de eksisterende skoler og åbne nye småskoler. Efter valget gjorde de det stik modsatte!

Socialdemokraterne havde heller ikke skolelukninger på programmet før valget.
På det byrådsmøde, hvor beslutningen skulle tages, fremstod socialdemokraten Sara Emil Baaring nærmest som en af arkitekterne bag forslaget om at lukke skoler.
Men hvad var det nu, hun sagde under valgkampen?
Hvis man for eksempel klikker ind på Altinget.dk, kan man se, at hun sagde: ”Det er vigtigt, at undgå lukninger af små folkeskoler.”
Som den ene af sine tre mærkesager understregede Sara Baaring, at hun fortsat ville arbejde for, at vi skulle have kommunale tilbud i hele kommunen. Hun kritiserede den gennemgående tendens til at forveksle effektivisering med centralisering. Hun mente nemlig, at den centralistiske tanke var til ulempe for vores mindre byer og landsbyer. Hun var kort sagt modstander af skolelukninger!

Men der er heller ikke nogen enhed mellem ord og handling hos Enhedslisten.
Da valgåret 2013 begyndte, kunne man under overskriften ”Enhedslisten Assens' nytårsforsæt” læse følgende:
”Vi siger nej til flere landsbyskolelukninger. Vi skal ikke have et a-og et b-hold af borgere i kommunen. Det skal være attraktivt for alle at bosætte sig i Assens, uanset om man vælger land eller by. Når man kan transportere skoleelever fra landsbyskoler til byskoler, kan man også forestille sig at flytte børn fra byerne ud på landsbyskolen. Assens har ikke brug for store sorte områder på landet, der affolkes grundet skolelukninger.”
Enhedslisten fortsatte denne linje under hele valgkampen. Og så sent som i juni 2015 kunne Malene Rye Andersen kategorisk afvise, at hun ville stemme for at lukke skoler.
Nu kan vi vist konstatere, at det er problematisk at forveksle valgløfter med nytårsforsætter, når man ikke har format til at holde sidstnævnte.

Alle tre partier har således brudt deres valgløfter! Hvordan skal vælgerne kunne stole på de nye løfter, som de vil sælge sig på i den kommende valgkamp?

Gå til præst i fritiden!

Skal vi frygte, at religiøse fundamentalister vil gøre sig gældende i dansk politik?
Det er i hvert fald bemærkelsesværdigt, at den konservative duo Andreas Hallander Thiel og Pernille Weiss opfatter kristendommen som samfundets fundament.

I Fyens Stiftstidende (den 23/5 2017) afviser de, at religiøs tro skal være en privat sag. De står fast på, at præsterne skal fortsætte med at forkynde evangeliet i den offentlige skole, hvor konfirmationsforberedelsen ofte foregår i ”den bedste sendetid”.

Det virker jo besynderligt, at eleverne mange steder skal starte dagen med at beskæftige sig to timer med oplæring i gudstjeneste samtidig med, at vigtige kernefag som dansk og matematik fortrænges til dagens sidste lektioner.

Thiel og Weiss tager i øvrigt fejl, når de hævder, at Folkekirken er bundet sammen med Folkeskolen. Siden folkeskoleloven af 1975 har man nemlig skelnet mellem forkyndelse og kundskabsmeddelende undervisning. Derfor skulle skolen ikke længere forestå dåbsoplæringen på kirkens vegne. Ifølge undervisningsvejledningen for kristendomskundskab skal eleverne ikke lære at udføre religiøse handlinger. I skolen skal der snarere undervises om religion end i religion.

Konfirmationen er en kirkelig handling, der intet har med folkeskolen at gøre. Folkeskolen er for alle. Men konfirmationsforberedelsen henvender sig udelukkende til de unge, som enten allerede er medlemmer af folkekirken, eller som ønsker at blive det.
Tænk på, hvordan det må være at gå i en skole, hvor man bliver ekskluderet fra dele af skolegangen, blot fordi man ikke tilhører et bestemt trossamfund!

Det er ærgerligt, at Thiel og Weiss ikke abonnerer på en anden konservativ (og mere frugtbar) tilgang til kristendom. Med udgangspunkt i den konservative tænker Søren Kierkegaard kunne man ligefrem hævde, at det er uforsvarligt at lade præsterne forkynde evangeliet i den offentlige skole!
Kierkegaard skrev for eksempel: ”Lad Staten (og dette er den eneste sande christelige Fordring, som det ogsaa er det eneste fornuftige) gjøre al Christendoms Forkyndelse til privat Praxis.”

Skemalagt konfirmationsforberedelse er nemlig ikke særlig befordrende for, at den enkelte selv træffer det afgørende valg.