Rent vand – ja tak!

Der er fundet rester af ukrudtsmidler på to vandværker i Assens Kommune!
Grundvandet er blevet forurenet af nedbrydningsproduktet desphenyl-chloridazon, som stammer fra den produktion af roer, der foregik for flere årtier siden.

Assens Forsyning har foreløbig lukket de mest forurenede boringer. På Mariendal Vandværk (som leverer halvdelen af det vand, der bruges i Assens) er det fx kun Dybdal-boringen, der fortsat bruges. I denne boring har man nemlig ikke fundet rester af desphenyl-chloridazon.
På Kildebakken Vandværk har man lukket Engmose-boringen, da den overskrider den tilladte grænseværdi på 0,1 mikrogram pr. liter (µg/l). Denne boring ligger nemlig på 0,26 µg/l. Derimod hentes der på Kildebakken Vandværk stadig drikkevand fra indvindingsfelter, hvor vandet indeholder giftrester.
Men er det godt nok? Er det i orden, at der leveres forurenet drikkevand, når det blot leveres i et forhold, hvor det stadig lever op til den tilladte grænseværdi?
Burde vores drikkevand ikke være helt fri for sprøjtegifte?
Der bør staks trækkes nye ledninger til Assens (fra fx Ebberup-området), så borgerne kan være sikre på at få helt rent drikkevand!

Giften stammer fra ukrudtsmidlet Pyramin, som har været forbudt i mere end 20 år. Dette forhold understreger, at det er vigtigt at tænke langsigtet, når det gælder drikkevandsforsyning.
Kommunen er så småt begyndt at tænke langsigtet. På baggrund af forslag fra SF har kommunen planlagt at rejse en 60 hektar stor skov nordøst for Assens by. Formålet er at sikre rent grundvand i netop indvindingsoplandet til Mariendal Vandværk.
Men SF vil arbejde målrettet for, at der gennemføres lignende skovrejsningsprojekter, så vi får fjernet forureningstruslerne mod grundvandet i resten af kommunens indvindingsområder.
Når vi forhåbentlig får opbakning til at gennemføre disse projekter, skal vi være opmærksomme på, at der skal udarbejdes konkrete forvaltningsplaner, som kan imødegå de problemer, der kan være forbundet med skovrejsning. Nogle steder kan skovdrift medføre en forsuring af jorden, der kan mobilisere skadelige metaller som for eksempel cadmium. Men disse forsuringsproblemer kan der allerede tages højde for i anlægsfasen. (Forvaltningsplanerne skal ligeledes begrænse fremvæksten af ørnebregner, som kan indeholde giftige stoffer).
Hvis nogle af de boringsnære beskyttelsesområder vurderes at være uegnede til skovrejsning, kan man alternativt udlægge zonerne til afgræsningsområde.

Men uanset om man etablerer beskyttelsesområder i form af skov eller lysåben natur, opnår vi den positive sidegevinst, at vi få skabt flere gode friluftsmæssige muligheder for borgerne. Og det er jo ikke så ringe endda.

Naturen – det billige skidt?

Der var så dejligt ude på landet; det var sommer, de bølgende kornmarker stod gule og flotte. Det hele så ganske kønt ud.
Men hov! Det var mange år siden, at nogen havde set en stork, der gik rundt på sine lange, røde ben og snakkede ægyptisk. Der var nemlig ikke længere særlig mange eng- og vådområder.
Der var heller ikke så mange insekter som tidligere. Og hvor var lærkerne og viberne blevet af?

De kæmpestore korn- og rapsmarker er selvfølgelig smukke. Men hvis man ser bort fra korn- og rapsplanterne, er markerne næsten lige så golde som en ørken.
Nogle landmænd forsøger at modvirke de værste bivirkninger ved den ensformige monokultur. De etablerer for eksempel lærke- og vibepletter i form af udyrkede felter i det intensivt dyrkede agerland.
Men sådanne private initiativer er næppe tilstrækkelige til at øge naturkvaliteten i det åbne land. Hvis vi skal standse tilbagegangen i biodiversiteten, bør vi lave en overordnet naturplan for kommunen.

Et vigtigt element i naturplanen må være, at kommunen i samarbejde med landmændene får igangsat arbejdet med at etablere ”grønne korridorer”, der knytter kommunens naturområder sammen, så vilde planter og dyr får bedre mulighed for at sprede sig.
De grønne korridorer kunne med fordel forsynes med stiforbindelser, så kommunens borgere fik flere rekreative muligheder.