fredag den 4. august 2017

Flere midler til et decentralt skolevæsen


Hvis Assens Kommune på længere sigt skal kunne tiltrække tilflyttere, er det nok en god idé at gøre det modsatte af, hvad man gør i alle de andre kommuner.
Den overordnede kommunale planlægning bør sigte på at gøre flest mulige lokalområder så attraktive, at nye tilflyttere får lyst til at bosætte sig – og dermed bidrage til at forbedre skattegrundlaget for hele kommunen. Derfor skal vi dæmme op for den fremherskende centraliseringsbølge.

De lokale skoler skal ikke afvikles – men udvikles. Derfor stemte SF imod den uigennemtænkte hovsa-beslutning om at lukke to skoler og en overbygning. Når skolerne modtager samme beløb pr. barn, kan der ikke spares penge ved at flytte rundt på eleverne. Og SF’s udgangspunkt er stadig, der ikke skal lukkes flere skoler i den kommende valgperiode.

Men den borgerlige regerings nedskæringspolitik over for kommunerne (som bl.a. støttes af det lokale folketingsmedlem Jens Henrik Thulesen Dahl) har nu betydet, at Assens Kommunes skolevæsen er blevet det billigste på Fyn. Det er selvfølgelig ikke noget, vi kan være stolte af. Kvalitet koster jo penge.
Derfor vil SF arbejde for at finde flere midler til skolevæsnet. I første omgang skal de seneste besparelser modificeres ved, at vi hæver beløbet pr. elev med minimum 1200 kr. pr. elev fra januar 2018. Skolerne skal tilføres yderligere midler i årene fremover. Og det vil SF arbejde benhårdt for i de kommende års budgetforhandlinger.
Men hvis vi skal have held med disse bestræbelser, kræver det nok en styrkelse af SF ved det kommende valg.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar