lørdag den 23. november 2013

Søren Steens Andersens løftebrud

Mørkets gerninger hører natten til. Allerede på valgnatten løb Venstre fra sit første valgløfte.

Samtidig blev vi vidne til, at konstitueringsforhandlingerne udviklede sig til ”amatørernes aften”, idet man indsatte totalt uerfarne personer på nogle af de tungeste formandsposter. Social- og Sundhedsudvalget samt Kultur- og Fritidsudvalget skal i fremtiden ledes af personer, som slet ikke har nogen byrådserfaring. Som kronen på værket har vi fået en borgmester, der ikke engang har prøvet at være udvalgsformand.

Den manglende erfaring og det manglende overblik kom også tydeligt til udtryk i valgnattens konstitueringsforløb. I Venstre var de hurtige – især til at løbe fra deres valgløfter.
I den netop overståede valgkamp havde Søren Steen Andersen fortalt, at han gik ind for en bred konstituering. Hvis han skulle blive borgmester, ville han stå i spidsen for et bredt samarbejde. Derfor lovede han, at formandsposterne for de stående udvalg ville blive fordelt ligeligt mellem blå og rød blok.

Men blot få timer efter at de sidste stemmer var blevet talt op, skyndte Søren Steen sig at løbe fra dette løfte. De borgerlige satte sig i stedet eftertrykkeligt på alle de tunge formandsposter.

I deres hastværk glemte de borgerlige, at de ellers havde erklæret sig parate til fra årsskiftet at etablere et nyt tværfagligt udvalg – et Beskæftigelses- og Erhvervsudvalg. I stedet for at holde fast i planen om en tværgående indsats på arbejdsmarkeds- og erhvervsområdet, valgte de på konstitueringsnatten at opsplitte indsatsen i et Erhvervsudviklingsudvalg samt et Job- og Arbejdsmarkedsudvalg.
Da stort set alle sager i sidstnævnte udvalg er lovbestemte, er det nærmest tømt for politisk indhold. Og det var netop formandsposten for dette ”upolitiske” udvalg, der som den eneste blev tilbudt rød blok.

Men et par dage efter kom de pludselig i tanke om, at de tidligere i Økonomiudvalget havde sagt ja til det tværfaglige Beskæftigelses- og Erhvervsudvalg. Så tilbuddet om en rød formand for Job- og Arbejdsmarkedsudvalget blev trukket tilbage.
I stedet har de opfundet et nyt Innovations- og Medborgerskabsudvalg, som på trods af det fine navn ikke vil få særlig megen politisk substans. Det blev så dette betydningsløse Mickey Mouse Udvalg, som rød blok fik tilbudt formandstjansen for. Velbekomme!

Det varsler næppe godt, at Søren Steen allerede har begået det første løftebrud, inden han overhovedet er tiltrådt som ny borgmester.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar