Troen er ikke en skolesag

PLADS TIL OS ALLE – OGSÅ I FOLKETS SKOLE

SF-Assens har flere gange rejst spørgsmålet om den skemalagte konfirmationsforberedelse. Vi har fremført, at konfirmation er et religiøst ritual. Selve forberedelsen til sådanne ritualer må jo være en individuel og privat sag. Så derfor synes vi ikke, at konfirmationsforberedelsen hører hjemme på skemaet i den offentlige skole.

Jeg har svært ved at forstå, at man i 7. eller 8. klasse overlader skolens ”bedste sendetid”, de tidlige morgentimer, til en praksis, der egentlig hører hjemme i privatsfæren. Det virker besynderligt, at eleverne skal starte dagen med at beskæftige sig to timer med oplæring i gudstjeneste samtidig med, at vigtige kernefag som fremmedsprog og matematik forvises til dagens sidste lektioner. Hvad er den pædagogiske begrundelse for at overdrage den bedste undervisningstid til teologer, der slet ikke har undervisningskompetence i folkeskolens fag?

Konfirmationen er en kirkelig handling, der intet har med folkeskolen at gøre. Det er jo en frivillig sag om man vil være medlem af folkekirken. Derfor er det mærkeligt, at en folkeskole, som ikke er en del af folkekirken, skal tilrettelægge sin undervisning efter præsternes ønske.

De skemalagte timer til konfirmationsforberedelse kan meget nemt komme til at virke som en barriere for skolens pædagogiske planlægning. I disse år stilles der hele tiden nye krav til elevernes faglige læring. Det traditionelle skoleskema er under omformning. De nye arbejdsformer i dagens folkeskole er præget af tematisk undervisning, sammenhængende undervisningsforløb, undervisning på tværs af klasserne og lærerteamsamarbejde. Men hvis man på en skole har fire 7. klasser, blokerer konfirmationsforberedelsen 4 x 2 formiddagstimer, hvor det ikke er muligt at arbejde på tværs af klasserne. Hvilke gevinster opnår skolerne ved det?

I modsætning til religions- eller kristendomsundervisning henvender konfirmationsforberedelse sig udelukkende til de unge, som enten allerede er medlemmer af folkekirken, eller som ønsker at blive det.
Tænk på, hvordan det må være at gå i en skole, hvor man bliver ekskluderet fra dele af skolegangen, blot fordi man ikke tilhører et bestemt trossamfund!

Ifølge folkeskolens formålsparagraf skal eleverne forberedes til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens undervisning og hele dagligliv må derfor bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati.
Men hvis skolen skal fremstå som en troværdig formidler af de grundlæggende demokratiske principper og værdier, er det vigtigt, at den ikke sender signaler om bestemte religiøse præferencer.
Folkets skole bør fremstå som en institution der er lige åben for alle uanset religiøse tilhørsforhold. Og for at kunne rumme alle tros- og ikke-tros-grupper må skolen være religiøst neutral! Hvis denne neutralitet mangler, vil skolen være særdeles følsom over for mistanke om en religiøs dagsorden, når den forsøger at formidle de demokratiske værdier.

Skolen skal ikke bidrage til at marginalisere bestemte elever – heller ikke de elever der ikke er medlemmer af folkekirken. Da konfirmationsforberedelse er en religiøs påvirkning, der er svær at forene med folkeskolens formålsparagraf, må den opfattes som en fritidsinteresse, der er skolen uvedkommende. Når man går til præst, i koranskole, i sportsklub eller til spejder, er der tale om frivillige handlinger. Sådanne fritidsaktiviteter skal ikke blandes sammen med den lovpligtige undervisning. Ergo bør man ophøre med at bruge skolens kostbare timer på evangelisk-luthersk forkyndelse.

Der kan oven i købet hentes støtte til dette synspunkt fra teologisk hold.
Søren Kierkegaard skrev for eksempel: ”Lad Staten (og dette er den eneste sande christelige Fordring, som det ogsaa er det eneste Fornuftige) gjøre al Christendoms Forkyndelse til privat Praxis.” Ud fra et kristeligt synspunkt mente Kierkegaard, at det var uforsvarligt at forkynde evangeliet i offentlige institutioner. Den enkelte skulle nemlig selv træffe det afgørende valg. Men det er der jo ikke tale om, når forkyndelsen er sat på skema.

Når valgåret falder sammen med 200-året for Søren Kierkegaards fødsel, kan vi vel håbe på, at vælgerne sammensætter et byråd, der tør at gøre religiøs forkyndelse til privat praksis?